Falder du for den forkerte? Kender du det, at du bliver ved med at forelske dig i den samme type? Ham der dominerer, eller hende der altid er lidt halv-deprimeret, eller sjusketypen der aldrig overholder aftaler, eller egotripperen, den ligeglade, den tvivlende, eller ham der ikke tør kærligheden? Hvordan skal du droppe det mønster, så du kan komme videre og møde én, du passer meget bedre sammen med?
Jeg tror, man skal nå bundlinien. Når man har forelsket sig i ham den deprimerede 30 gange, så får man til sidst nok! Man skal prøve det mange gange nok, og erkende at ”det holder ikke, det holder ikke!” Desværre skal man somme tider have det slemt, før man holder op.
Når du flere gange har oplevet at være sammen med én, der går mere op i alle andre piger end dig, så mærker du smerten. Det er hårdt at være den der laver strategier for, at kæresten skal lægge mærke til dig. Du tænker ikke på andet end ham og du hopper og springer for ham. Forhåbentlig vil du hurtigt finde ud af, at du bruger al sin energi, og er fuldstændig ovre i ham, og lever igennem ham, og at dit liv pludseligt kun er noget, når der kommer en sms eller en opringning fra ham. Det er hæsligt! Du må vende fokus, og spørge dig selv: ”Hvor kan jeg være 100 % MIG? Det kan jeg være med en mand, der giver mig, hvad jeg giver ham!”
Bliv bevidst omkring, hvad der er dit destruktive mønster, og hvad der er kærlighed. Ofte finder vi partnere ud fra det, vi kender hjemmefra. Hvis vores far ikke var der, da vi var små, finder vi mænd der ikke er der. Og det kan vi ændre, hvis vi erkender at det bare er et mønster. Det er ikke kærlighed!
Vi skal lære ikke at gå på kompromis, og lære at sige nej til det, der ikke er godt for én. Vi skal øve os i at mærke og vælge dét, der er godt for os! For så kan vi få livet til at blomstre. Der er ingen der har gavn af, at vi visner. Vi må godt stille krav! Vi må godt kræve noget af vores liv! Vi må godt få en dejligt kæreste!
Og hvis du ikke selv kan finde ud af at bryde mønsteret, og hvis du ikke kan komme ud af en besættelse af en ”dårlig” kæreste, så vil jeg anbefale at du søger hjælp udefra gennem en psykolog, en coach, eller et kursus i personlig udvikling. Det er vigtigt at tage det alvorligt. For hvorfor ikke finde den dejlige kærlighed?
Held og lykke! Mange smil fra Joan.
Skrevet af: Joan Ørting
Oprettet: Fredag d. 12. december 2008
Opdateret: Fredag d. 12. december 2008
Skriv en kommentar
Kommentarer (25)
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Anna-Christina
Det, Kære Joan, var hvad jeg vil fortælle i dit sidste nyhedsbrev, men alle misforstod åbnebart budskabet.
De fattede ikke at ham jeg ville have var ham jeg kunne stole 200% på. En der holdt sig til mig.
Jeg lader mig ikke fange for enhver pris.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Ulla Hansen
Sådan har jeg altid gjort. Falder for dem der skal hjælpes, og tror det er mig der kan rede dem, fra deres skæbne. Med det resultat, at jeg er helt nede i kulkælderen, og min selvtillid, ryger ud af vinduet hver gang. Heldigvis fik jeg nok sidste gang, men der gik 4 år, før jeg gav op og sluttede forholdet. Nu har jeg brugt 1½ år på at finde mig selv. Nu tror jeg, at jeg er klar til at finde ham der fortjener mig. Ham der kan give og tage i samme omfang som jeg, og som vil kunne være min partner og ikke et redningsprojekt. Desværre er jeg bange for at møde den forkerte igen, så afviser mange forsøg på tilnærmelser, men jeg ved han er der et sted.. Skal bare lige de sidste 10 %, så tager jeg skrittet, ud i verden og kærlighedslivet igen.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Anna-Christina
Det har du ret i. Når man har nået bundlinien tilstrækkelig mange gange kikker man efter fiskeren istedet for snøren. Hvad er han for en?
Jeg får nok et hak i nakken igen, men det er der så ikke noget at gøre ved.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Pia Hansen
Hej Joan
Det du skriver her om den forkerte man møder er i mit liv bare så sandt .
Jeg har prøvet det med en mand igemmen 7 år af mit liv og jeg skulle også helt ned før jeg sage stop.
Nu er jeg bare blevet bange for at prøve lykken igen. venlig hilsen Pia
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Kristina
Jeg har hele mit liv søgt efter ham der skulle beskyttes. Jeg blev så træt af det og irriteret, fordi jeg aldrig helt var god nok til det. Nu har jeg fundet ham der kan det hele selv. Og det er ærligt talt endnu mere forfærdentligt. For han har aldrig brug for mig. Hvis der findes en type der ligger midt imellem, så har han godt nok gemt sig godt!
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Dit navn
Jeg har altid ledt efter ham der kunne elske og beskytte mig... og ender hver gang op med en knudemand - som ikke aner hvordan han skal bekræfte, yde omsorg, beskytte og elske mig (kvinder) - så jeg er tryg.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Margit
Hej kære Joan....
Stof til meget eftertanke...hmmm..
Sidder midt i suppedasen li´nu...
Måske, det handler om...håbet...
Nej, det duer ikke....det bliver aldrig anderledes....kun en gentagelse..af håb...
Nyder sharmen, udstrålingen, som bliver sendt til...andre...
Små uskyldige løgne..nå ja..de er jo kun ..HVIDE...
Sådan ka´det køre...laang tid..indtil de små øjne åbnes...
takket være dig Joan, og din meningsfulde ledetråd...kommer jeg oz videre NU....
Tak for dig..du kære qvinde..
Knuz..Margit
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Kamilla
det er fuldstændig rigtigt! Det kan bare være så svært at gennemskue om det er kærlighed eller bare et tilbagevendende mønster. Jeg er pt i et forhold hvor vi har været så meget igenem - og lige pludeselig i forrige fredags slog det mig - som lyn fra en klar himmel.. Det her er bare ikke godt nok. Jeg har mødt en mand som er som mig selv - jeg er ikke forelsket overhovedet - men han fik mig til at se at det ER muligt at finde en partner i livet hvor man ikke hele tiden skal kæmpe.. jeg tror jeg har været bange for at slippe forholdet fordi jeg ubevidst har forestillet mig at et forhold hvor man ikke skal kæmpe er lig med ingen gnist og tomhed.. men i virkeligheden føler jeg stor tomhed indeni, når jeg hele tiden skal forklare hvorfor jeg gør, er og handler som jeg gør. efter 5 år er han ikke særlig meget klogere på hvem jeg er og tingene er ikke blevet nemmere - jeg er bare blevet mere apatisk. gidder ikke skændes over de samme ting mere - har nok vænnet mig til det efterhånden. Og nu - står vi her.. og det eneste jeg ser er dårlige vaner - mønstre.. og hvis vi fjerner dem er der intet tilbage. Jeg føler en dyb kærlighed til ham - men vi er bare ikke gode for hinanden... vi er for forskellige.. og det vi har tilfælles er vores mønstre... Det gør ondt at indse.. efter 5 år - hvor vi har prøvet alt og været rigtig meget i terapi. Og selvom jeg har det som jeg har det nu - er jeg stadig hos ham.. det gør ondt indeni når jeg tænker på at gå..
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Bettina Hansen
Tja det er da lige hvad mit liv har handlet op indtil i juli hvor jeg ramte bunden så hårdt og så mig selv udefra,hvem i himlens navn var hun og hvad havde hun gang i???Jeg fik pludselig øjnene op for den hjælper jeg troede jeg var og havde mistet mig selv igen for en mand..Nu det slut jeg gik til psykolog og som Ulla skriver,er jeg bange for at finde HAM der vil mig 100% og som IKKE skal reddes men som bare venter på at elske mig 110% Men jeg glæder mig rigtigt meget....Tak for en skøn side.
Tusinde smil Bettina
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Dit navn
Hej Joan
Vise sten du lægger ud her. Hele mit liv har jeg ledt efter ham, der kunne gøre som jeg selv, bede sin familie blande sig udenom, eller skride ad H. til og mene det med hjertet. Være loyal over for mig og vores forhold, prioritere os over alt andet. Men i stedet tiltrækker jeg mænd fra nærmest hele verden, der gerne vil lære mig, at jeg SKAL være venner med deres familie. Ihh jo. Jeg bliver sindsyg hver gang, fordi jeg ikke kan rumme familie konstellationen, på nogen leder eller kanter.
Livet går videre, man visner lidt indeni som tiden går og folk bliver mere desperate og ødelægger mere og mere over at de ikke kan VINDE.
Desværre ønsker jeg mig mest af alt en mand, blot for at få fred for de andre. Men det er nok ikke noget godt fundament for et parforhold.
Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal komme videre. Er ved at se om jeg kan få rejst en politisag eller flere. Fred og ro og ingen indblanding fra andre, vil måske give mig ny energi og nyt håb, der kan bringe en positiv og god mand på banen i mit liv.
Det er svært at bryde disse mønstre. Især når det er den spænding, de energier man kedner hjemmefra, de energifelter der var imellem mig og mine forældre, som jeg tiltrækkes af og føler mig tryg ved. Det er meget svært at føle at jeg kan tænde på andre energifelter, der ofte er er alt for lave, til at jeg kan føle gnister og andet end venskab.
Men jeg må jo prøve fortsat at ændre mig selv ;) Hvilket jeg også gør i terapi og forhåbenlig blomstre op igen en dag.
Tak for artikelen.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: vibeke
ja det tror jeg lige på... var sammen med en mand , der bare aldrig der for mig...altid lige noget der var vigtiger ..Men for halvandet år siden fik jeg endelig modet til at slippe fri.... det bedste jeg har gjort for mine børn og jeg.... men hvor gemmer ham der vil tage sig tiden til at tage sig af mig og elske mig lige nøjagtig som jeg er..... men en ting ved jeg.... jeg går ikke på kompromis mere.....
men savner også en der holder om mig om natten.....
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: MåneFiskeren
-men hvad nu når tilfældet er omvendt.... for jeg er så velsignet at jeg altid møder den lækre, selvstændig og perfekt omsorgsfulde mand - og så sker der noget meget mystisk - jeg sys han er kedelig, uinteressant, for nem at løbe om hjørner med og han bliver stille og roligt til en kludedukke jeg kan behandle som jeg lyster... den mand som jeg troede var mand nok, er blevet til en klump dej - og samdelig ikke en jeg selv gidder at bage!
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Sia
jeg har læst alle jeres kommentare og ja nu kan vi alle se at vi ikke er de eneste der føler os som komplet idioter efter vi har prøvet med alt vores kærlighed omsorg og tolmodighed at rede vores mænd ud af deres kriser, jeg har gjort det samme med et hav af mænd, efter min eks hvor jeg var kørt helt ned mine forældre var nervøse og mine venner, jjeg gik faktis hen og blev syg, og har nu været syg i 4 måneder og er på vej op igen. men jeg er den eneste der har oplevet at tage voldsomt på under sådan et forhold . jeg tog ca 16kilo på, på 10måneder :( .
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: J
Jeg har læst alle jeres kommentare, og selv om jeg er en mand. At se om jeg kan få rejst en politisag, men gør det ikke, vil ikke ødelægge en kvindes liv, har tilgivet hende, så skal jeg nu se til at komme videre i mit liv. Fred og ro og ingen indblanding fra andre, giver mig ny energi og nyt håb, der kan bringe en positiv kvinde på banen i mit liv. Så skal jeg passe på mig selv.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Dit navn
Hej Sia. Jeg gennemlevede også en voldsom krise med en eks, som jeg som psykisk syg, havde svært ved at håndtere. Jeg blev sat op i medicin og tog over 10 kg. på, på 3 mrd. Dog fik jeg derefter skiftet medicin, som også var mit oprindelige ønske, hvilket jo ikke gjorde det lettere at komme igennem og tabte dem igen, i løbet af de næste 4-5 måneder. Det er en svær balance men man skal virkelig passe på sig selv og passe på, at man ikke lever mere end "et" liv. Påtager sig ansvar for mere end en person etc. Hvis de ikke kan klare sig selv, også selvom det kun er en periode, så må de jo miste det de ikke magter, længere er den nok ikke.
Men glad for at se, at der er andre der kan relatere, samt at målet om fred og ro, rent faktisk kan bidrage til en bedre fremtid ;)
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: miss
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: M
Kære Alle, det KAN lykkes at finde en partner, kæreste, mand,kvinde som matcher ens personlighed, jeg har prøvet selv været igennem åres af "smertefulde" kærlighedsforhold - som jeg idag ikke vil være foruden - fordi det idag har givet mig så utrolig meget indsigt om mig selv om mine valg mine mønstere o.s.v idag er jeg i et skønt hensigtsmæssige kærlighedsforhold med konstruktive udfordringer o.sv. jeg føler at årsagen til at jeg nu har det i mit kærlighedsliv som jeg ønsker og har formet sig til det jeg har i dag , skyldes at jeg var nødtil at blive hel som mennenske oo kvinde for at kunne tiltrække ham som var til mig som hel mennenske og mand. - så vi kunne være to ligeværdige individer i et parforhold.
For at jeg kunne nå her til - skulle jeg lære at tage fuld anvar for mit liv og acceptere min selvdestruktive valg og uhensigtsmæssige mønstere at være 100% ærlig over for mig selv om mine følelser. tilgive mig selv og andre og tillade mig selv at giveslip på det som ikke længerede virkede! gør mig fri.
(13-1-2009 | 9:22:0)
af: Dit navn
Skriv en overskrift
(13-1-2009 | 17:11:18)
af: J
Kære M.
Jeg er enig med M, For at jeg kunne nå her til - skulle jeg lære at tage fuld anvar for mit liv og acceptere min selvdestruktive valg og uhensigtsmæssige mønstere at være 100% ærlig over for mig selv om mine følelser. Jeg er stadig forelsket i hende og kommer umulig i kontakte til hende. Jeg skal tage et kursus i personlig udvikling.
Kulmination
(17-1-2009 | 1:8:40)
af: Dit navn
For kort tid siden fyldte jeg 30.. det satte en masse tanker i gang . og jeg mærkede pludselig at jeg var død meget i tvivl om mit forhold og egentlig havde været det lige siden han slog mig for 4 år siden.. han har ikke gjort det siden, men der er bare så mange ting som jeg tvivler på er så gode som de kan bliive. Jeg er en meget sensitiv kvinde og samtidig en der tænker rigtig meget. Han kan hverken lide det ene eller det andet... Hver gang vi har en krise situation skændes vi i stedet for at støtte hinanden og når jeg har brug for omsorg sker det ofte at han ikke kan give det, fordi han mener jeg gør noget forkert, er vred, vrisser eller at han bare ikke lige kan det nu.. Skal det være sådan at de gange man virkelig har brug for en kæreste og kærlighed og omsorg, så føler jeg mig ensom??? eller er jeg bare rigtig god til at være i et dårligt parforhold - vi har været sammen i 5 år.
Skriv en overskrift
(14-2-2009 | 11:40:21)
af: Eva
så er der bare lige een ting jeg gerne vil spørge om... hvordan når man til det punt hvor man tør give slip på ham? Jeg har fået nok og gider ikk bruge mere energi på det... men hvorfor kan jeg så ikke give slip og komme videre!?! øøøøv
Når mænd tvivler!
(24-2-2009 | 23:49:6)
af: Dit navn
Hvad sker der når samme mænd tvivler ? Ja det er spørgsmål man tit stiller.. Kvinder for altid, at vide, at vi er ikke er nemme, at omgås..Nej det er måske sandt...Men når man ikke bliver hørt på, ja så¨bruger man jo andre metoder....Men så sker der pludseligt noget i mænds hoveder....Når man ikke vil tale med dem....jeg omlever det tit, og pludselig vender billedet...og man pludselig for historierfortalt ,som man skulle have videre for længe siden....Så stiller jeg spørgsmålet.. hvorfor først nu?
Jeg falder ALTID for den forkerte.. eller gør jeg nu det?
(6-3-2009 | 9:21:40)
af: Lisbeth
Kære Joan.
Jeg har oplevet at kærligheden, eller søgen på samme som super hårdt, svært osv osv.Men jeg tror, jeg er ved at finde ud af, hvem jeg skal være sammen med.
Fra jeg var 15-25 faldt jeg for dem, som jeg skulle kæmpe enormt for, og fra 25-30 har jeg mødt dem som kæmpede for mig.. lige træls har det været.. Men nu er jeg klar til ham som er lige midt imellem. Det har været meget lærerigt.. og vi er bare nogen der skal kysse lidt flere frøer:-)
VIAGRA
(17-1-2010 | 20:49:19)
af: Jann
Den er vel kommet for at blive
Been there...
(20-5-2010 | 15:20:44)
af: Ann
...og kan varmt anbefale bogen "Kvinder, der elsker for meget" !
Den hjalp mig til at lægge de uhensigtsmæssige mønstre på hylden!